Preview Mode Links will not work in preview mode

Mar 11, 2020

Vi ved ikke, hvordan I lyttere oplever det, men på denne side af mikrofonerne bliver vi ved med at blive overraskede over, hvad Moviebox kan byde på. Det er som om vi kun lige tror, at vi har forstået stilen og tonen i de film Moviebox kan holde til, indtil der pludselig dukker noget nyt op. Tag eksempelvis denne episode.

"BØH! Det spøger" lyder måske som en klassisk Moviebox-episode med lidt goofy spøgelsesfilm, men de tre film, som Ask, Sonny og Niels langer over disken denne gang, udvider alligevel begrebet om en Moviebox-film.

Sonny hiver en decideret arthouse-klassiker frem med Carnival of Souls. Ask byder på en fuldstændigt udspasset Oliver Reed i Burnt Offerings. Og Niels går all-in på det sanselige overgreb med spøgelses-voldtægtsfilmen The Entity.

Fælles for dem alle er, at de virkelig er oprigtigt ubehagelige film. Og det er altså ikke din bedstemor der synes de er skræmmende - det er Ask, Sonny og Niels! Video-psykopaterne, der har set alt! Og ja, nu lyder det hele meget skræmmende og seriøst, men dette er også episoden, hvor Ånden i Pringles-dåsen dukker op... Rigtig god fornøjelse og husk:

Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!

Med venlig hilsen,
Ask, Sonny, Niels & Casper